Efter 15 år som forstander på Vejle Idrætshøjskole takker Ole Damgaard af. Det markerer afslutningen på en markant æra, hvor skolen har udviklet sig fysisk, fagligt og menneskeligt. I en samtale med tidligere lærer og journalist Martin Davidsen reflekterer han over begyndelsen, udviklingen, højdepunkterne – og det svære farvel.
“Man ved godt, at mange af de ting, jeg er en del af lige nu, er for sidste gang.”
Ole Damgaard sidder på forstanderkontoret med udsigt til udendørsbassinet, der i dag summer af liv. Om lidt er det slut. Efter 15 år giver han stafetten videre.
Han har besluttet at stoppe, mens legen er god, og netop ordet “leg” er ikke helt tilfældigt. Men det vender vi tilbage til. Først handler det om at se tilbage på 15 begivenhedsrige år på VIH, hvor Ole Damgaard har stået i spidsen for en skole med vokseværk.
Han begyndte som forstander den 1. juni 2010, hvor skolen stod i en sårbar position på flere fronter.
“Jeg kom til en slidt skole med et renoveringsefterslæb på over 25 millioner,” fortæller han.
Samtidig var elevtallet lavt, og økonomien skrøbelig. Med erfaring fra højskolelivet og en fortid som håndboldtræner kastede han sig alligevel ind i rollen.
“Jeg havde været højskolelærer før og havde en kærlighed til livet og fællesskabet på en højskole. Men jeg kastede mig også lidt hovedkulds ud i det.”
De første år handlede om at sikre skolens fundament: økonomisk, bygningsteknisk og pædagogisk. I foråret 2013 nåede skolen over 100 elever for første gang i nyere tid – en milepæl, der blev fejret med champagne.
Damgaard og skolens lærere og ansatte stod over for store beslutninger. Kursuscentret blev afviklet, og hele skolens areal blev dedikeret til højskoleelever. Der blev udviklet nye fag og satset målrettet på at skabe en attraktiv og nutidig højskole.
“Vi må aldrig stå stille. Hvis vi gør det, smuldrer elevgrundlaget,” siger Ole Damgaard.
Et konkret eksempel på udvikling er udendørsbassinet. Gennem et flerårigt projekt lykkedes det at sikre fondsmidler og renovere området, og i dag bruges bassinet året rundt og er blevet et symbol på skolens vilje til udvikling. Stort siden 2017 har skolen været fuldt belagt med 150 tilmeldte elever hvert år.
“Vi er et godt sted i dag. Vi har et stærkt lærerteam, og vi oplever, at unge har lyst til at være her.”
Damgaard har selv udviklet sig i takt med skolen.
“Jeg var mere temperamentsfuld i starten. I dag er jeg roligere og mere lyttende. Jeg har fundet en tryghed i rollen som leder,” siger han.
På en skole med mange forskellige mennesker og lige så mange forskellige mennesketyper, lægger vægt Ole Damgaard vægt på, at ledelse handler om nærvær og relationer.
“Jeg tror på, at man må møde folk forskelligt. Hvis man behandler alle ens, så behandler man dem i virkeligheden forskelligt. Det gælder både elever og ansatte,” siger han.
Særligt relationen til eleverne har været vigtig.
“Jeg har haft en ambition om at være elevernes forstander. Det er der, jeg har fået energi. I timerne, på rejserne, i snakken på gangen. Det er ikke bare et arbejde. Det er liv,” siger Ole Damgaard.
Når han ser tilbage på de 15 år i spidsen for VIH, har der været mange højdepunkter. Det første forår med over 100 elever. Renoveringen af skolens faciliteter. Indførelsen af ung-lærere som en fast del af skolens pædagogiske model. Men mest af alt: fællesskabet.
“At få lov til at være en del af elevernes udvikling er en gave. At se relationer opstå, venskaber gro, mennesker vokse. Det er stort,” siger han.
Men ikke alt har været lige nemt. I efteråret 2023 oplevede skolen et markant fald i elevtallet.
“Vi gik fra 150 til 90 elever. Det var et wakeup-call. Vi havde måske sovet lidt i timen ift. markedsføring. Men vi fandt sammen i lærergruppen og bestyrelsen og vendte udviklingen. Allerede foråret efter var vi fuldt belagt igen,” fortæller Ole Damgaard.
Den afgående forstander fremhæver også udfordringerne i kombiskolen, hvor efterskole og højskole deler faciliteter.
“Det er den sværeste del af vores setup. Men vi har fundet en måde at gøre det til en styrke i stedet for en kamp,” fastslår han.
Hvordan har højskolebevægelsen det i dag?
“Godt,” svarer han uden tøven. “Det er blevet moderne igen at tage på højskole. Unge vil fordybe sig, lære sig selv at kende og være en del af et fællesskab.”
Han understreger, at højskolen er nødt til at udvikle sig i takt med de unge:
“Vi skal leve sammen med de elever, vi optager. Det kræver, at vi er i konstant bevægelse og tør give slip på gamle vaner.”
For Vejle Idrætshøjskole håber han, at man bevarer modet til at udvikle sig og engagementet i det enkelte menneske.
“Vi skal blive ved med at lege. Blive ved med at engagere os. Og aldrig glemme, at det er relationerne, der gør en højskole til noget særligt,” siger Ole Damgaard.
Fredag den 20. juni 2025 holdt Ole Damgaard afskedsreception, og da vi talte med ham et par dage inden den store dag, var det med vemod hos den afgående forstander.
“Jeg tror, det bliver rørende. Det er 15 år, der rundes af. Det bliver et punktum.”
Men afskeden med VIH markerer også begyndelsen på noget nyt. Ole Damgaard skal være talentchef og assistenttræner i Ribe-Esbjerg Håndbold, og det glæder han sig til.
“Håndbold og højskole har været mine to passioner. Nu vender jeg tilbage til den ene. Men jeg ved jo ikke, hvad der skal ske efter de to år. Det er en ny usikkerhed – men også en ny mulighed,” siger han.
Forstanderen kommer til at savne mange ting. Kollegaskabet. Eleverne. De små hverdagsritualer.
“Det at gå gennem køkkenet om morgenen og sige godmorgen. Det varme lys i spisesalen. At møde eleverne med liv i øjnene,” siger Ole Damgaard.
Hvordan håber han, at de 15 år vil blive husket?
“Jeg håber, jeg har bidraget til, at VIH er et sted, hvor man møder mennesker og vokser. Og jeg håber, man vælger en ny forstander, som også vil være elevernes forstander.”
Et kapitel slutter. Men energien, relationerne og visionerne lever videre – præcis som det skal være på VIH.
Hjælp meget gerne med at transkribere det sidste af udsendelsen i kommentarerne, så podcastet bliver endnu lettere at bruge. Så har jeg nemlig tid til at lave endnu flere spændende afsnit i føljetonen.
]]>title: Højskole Generation Z permalink: /aarsskrift/2021/generation-z/ author: lsolesen category:
Hvor mange vågnede i morges og det første, I gjorde, var at række ud efter jeres smartphone?
Generation Z er personer, der groft sagt er født mellem 1995 og 2010 og følger efter Generation Y, bedre kendt som Millennials. De anses for at være den første generation i historien, som ikke kan huske eller har oplevet et samfund uden internet, computere og mobiltelefoner. Derfor omtales de ofte som en digital generation, med en indgribende forståelse af digitale værktøjer.
I dag er næsten halvdelen af Generation Z online i 10 timer eller mere om dagen, og mere end halvdelen bruger mobilen over seks timer dagligt. Gennemsnitligt tjekker de deres telefon hvert 7.-8. minut.
Jason Dorsey forklarer, at generationer ikke kun defineres af fødselsår, men af adfærdsmønstre. Historiske begivenheder former også generationer: Hvis man ikke har oplevet en begivenhed direkte, har den ikke påvirket ens adfærd. For Generation Z handler det om en verden efter 9/11 og finanskrisen, hvor stabilitet og sikkerhed vejer tungt.
Vi forsøger her at skabe et billede af kendetegnene for den generation, der lige nu er på højskole i Vejle:
En udbredt tendens i Generation Z er FOMO – “fear of missing out.” Musikeren Såforsatan beskriver det som en konstant frygt for at gå glip af noget, hvilket fører til en kultur, hvor man altid skynder sig videre:
“Hold op med at have en backup-plan for at have en backup-plan.”
— Såforsatan
Swipe-kulturen præger også generationen. Kort attention span kombineret med hurtig digital adgang betyder, at beslutninger og kommunikation ofte sker på 8 sekunder.
Generation Z kender ikke en verden uden internettet og bruger mere tid på at kommunikere med venner. Den tidligere generation fik besked på, at de kunne blive alt, hvad de ville. Generation Z har lært, at hårdt arbejde er nødvendigt for succes, ellers vil andre tage chancen. Derfor søger de sikkerhed, tryghed og løn.
Højskolen møder en generation, der er både digitalt kompetent, mangfoldig og konstant på jagt efter oplevelser og sikkerhed. For lærere og højskoler betyder det, at undervisning og sociale aktiviteter skal tage højde for kort opmærksomhed, teknologiens rolle og et behov for tryghed og tydelig struktur.
Kilder og yderligere læsning:
]]>Grundtvig var ambitiøs, da han ønskede, at højskolen skulle repræsentere et bredt udsnit af befolkningen. Vi burde være lige så ambitiøse i dag. Der skal bevilges større midler, så højskolerne tør satse på bedre integration.
»Indvandrere skal tvinges på højskole«. Sådan sagde Esben Lunde Larsen for 9 år siden (daværende medlem af Folketinget for Venstre). Jeg synes ’tvang’ er et fyord, og Lunde Larsens budskab blev dengang også rakket ned af hans egne partikammerater. Som formand for elevforeningen på Vejle Idrætshøjskole skal jeg i løbet af de kommende uger byde velkommen til et nyt kuld unge mennesker, der er draget af sted mod et halvt år på højskole. Et højskoleophold nærmest helt uden indvandrere og efterkommere.
Hvad nu, hvis Lunde Larsen havde droppet tanken om tvang og i stedet bare gjort rede for, hvor givende et højskoleophold kan være for alle, men også mennesker med anden etnisk baggrund end dansk?
Højskolerne har i generationer sendt tusinder af mennesker på en grundtvigsk rejse mod »livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse«. En vidunderlig tradition. Desværre er festen primært forbeholdt etniske danskere, alt imens Folkehøjskolernes Forening (FFD) hvisker om deres mangfoldighedspulje. En pulje, der sammen med indlemningen af Isam B’s pragtfulde ’Ramadan i København’ i højskolesangbogens 19. udgave virker mere som en slags ’brunwashing’ af højskolebevægelsen end tiltag med reel effekt på elevsammensætningen. For højskolelandskabet er alt andet end mangfoldigt.
I skoleåret 2019-20 var der ifølge Danmarks Statistik kun 270 indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande på de ca. 70 danske højskoler. Til sammenligning tog 7.449 personer med dansk oprindelse på højskole i samme periode. Jeg mener, at denne demografiske skævvridning af de danske højskoler baner vejen for en fortælling om højskolerne som noget, der kun er for de privilegerede. Det skal laves om. Ikke blot for integrationen af indvandrer, men også for de mange etniske danskere, der drager på højskoler i en bevidst eller ubevidst søgen efter oplysning og fællesskab. For ønsker man den fulde oplysning og forståelse for samfundet, så bør man også have en demografi, der læner sig op ad landets. Her står de 3,6 procent indvandrere på højskoler i skoleåret 2019-20 i stor kontrast til de ca. 9 procent indvandrere, der lever i det danske samfund.
Samtlige danske højskoler reklamerer for vegetar- og veganermad, gluten- og laktosefri menu, mens ingen højskoler nogensinde har reklameret direkte for halalkød som en normal del af kosten. Vil man så reelt integration? I dag bruger FFD håndører på mangfoldighedspuljen, som udelukkende legitimerer status quo. Tallene taler deres klare sprog: Højskolerne har fejlet i kampen for bedre integration.
Jeg er bekendt med barriererne. Festerne. Alkoholen. Økonomien. Det manglende sabbatår blandt danskere med anden etnisk baggrund, og jeg kunne blive ved. Men vi kan ikke lade det blive ved de undskyldninger. For helt ærligt, så har højskolen noget, som man ikke finder andre steder i hele verden. En højskole er et frirum, hvor man kan lære om livet. Om sig selv. Om andre. Om at indgå i relationer.
Da jeg gik på Vejle Idrætshøjskole, havde vi allesammen faget ’det gælder livet’. Et obligatorisk fag, der sætter fokus på det at være menneske. Her talte vi om fordomme, tabuer, venskaber, ondskab og kærlighed. Aldrig har jeg været så motiveret og spændt på lektionerne. Aldrig har jeg lært så meget om mig selv og andre. Alle fik taletid, og lærerne mødte eleverne i øjenhøjde. Det burde være pensum i folkeskolen.
Grundtvig var ambitiøs, da han ønskede, at højskolen skulle repræsentere et bredt udsnit af befolkningen. Vi burde være lige så ambitiøse i dag. Der skal bevilges større midler, så højskolerne tør satse på bedre integration. Og så skal døren sparkes ind til kommuner, fonde og interesseorganisationer. Alle skal forstå, at højskolen kan mindske skellet mellem kulturer. Her smasker og snorker man sammen. Fordomme nedbrydes, og nye indsigter opnås. Vi skal afskrive den elitære synergi, der hersker, og indskrive den mangfoldighed, vi ønsker. Det er faktisk ikke drømmetænkning, for vi har verdens bedste integrationsmulighed. Hvis bare vi gad bruge den.
]]>På højskolerne er der en masse muligheder og et højt tempo hele tiden. Der er både spændende fag og en masse sociale aktiviteter. Man skal kunne være med til det hele, ellers får man FOMO (fear of missing out), og det levner meget lidt plads til at fordybe sig og udfolde sig kreativt, eller til at trække stikket og lade op, så man har overskud til at være til stede.
Med et samfund, der fokuserer på effektivitet og presser ungdommen gennem uddannelsessystemet hurtigst muligt, og sociale medier, der opfordrer os til at deltage i alting og have spændende oplevelser hele tiden, ser jeg det som én af højskolens kerneopgaver at ruste vores elever til at navigere bedre i alt dette.
Jeg vil derfor med dette projekt undersøge omfanget af FOMO blandt højskoleelever, samt i hvor høj grad eleverne føler, at højskolerne tager hånd om dette. I sidste ende munder det ud i en skriftlig rapport, hvor jeg beskriver resultaterne af mine undersøgelser og siger noget konkluderende om det. Forhåbentlig ender jeg med at ligge inde med en række værktøjer til at hjælpe højskoleelever med at være til stede og finde ro i ikke at kunne nå alting.
Lige nu er jeg slet ikke færdig med projektet, men jeg har været rundt på forskellige danske højskoler, herunder elever på Vejle Idrætshøjskole, og snakke med små grupper af elever. Vi har snakket om alt fra deres hverdag på højskolen, deres grunde til at tage på højskole og om de selv oplever FOMO. Én af de vigtigste ting for mig under disse samtaler, var at skabe et trygt og åbent rum, og derfor har jeg også lovet ikke at referere direkte fra nogen af eleverne.
Men generelt kan jeg sige at Højskoleeleverne er meget velovervejede og bevidste omkring travlhed i hverdagen og sociale mediers fristelser, men i nuet er det svært at gøre meget ved. Én af de interessante erfaringer, jeg gjorde mig meget tidligt var, at alene det at sætte sig ned og have en længerevarende samtale med eleverne, virker til at give dem meget mere vilje og styrke til at prioritere deres tid og energi. Det kan måske virke banalt, men snakker vi nok med de unge mennesker om den verden og hverdag, de er ved at træde ud i?
]]>D. 10 januar 2021. For mange er det ikke en særlig nævneværdig dato. Hvem husker egentlig den dag? Det var sikkert en grå, småkold og mørk vinterdag, hvor der var lange udsigter til både sne, sol og sommer. En dag, hvor de fleste af os sad hjemme i en coronabobbel, da landet var lukket ned. Det mest sindsoprivende må have været antallet af smittede og vaccinernes udrulning. Selvom det var hverdagen for de fleste, hvor den ene dag slugte den anden, mandag blev til fredag eller omvendt, så skulle denne søndag have været anderledes på Vejle Idrætshøjskole.
På denne tid af året plejer det at vrimle med forventningsfulde, spændte, nervøse unge mennesker. Normalt starter det nye højskoleophold på denne tid efter jul, hvor disse unge mennesker træder ind på Højskoletorvet til et halvt år, som bringer dem alt andet end hvad, de måske forventer. Men siden coronapandemien overtog magten, er vores verden blevet vendt op og ned, og intet er som det plejer. Det blev forårsopholdet 2021 på VIH heller ikke.
Vi, Simon og Michelle, startede i jobbet som unglærere efter nytår. Vi er begge tidligere elever på skolen, så at vende tilbage til VIH i en ny rolle var meget spændende. Hvordan kunne vi udfylde den rolle? Hvordan ville det blive at arbejde sammen med vores nye kollegaer, som tidligere havde været vores undervisere? Og ikke mindst, hvem var de kommende elever, og hvordan ville det blive at leve tæt sammen?
Det stod tidligt klart, at eleverne desværre ikke ville ankomme og fylde skolen op på den planlagte dato. Alligevel rykkede vi ind i starten af januar, for Ole og Lars (forstander og viceforstander) havde en opgave til os. Kunne vi på en måde skabe højskole for eleverne, selvom de ikke kunne møde fysisk op på skolen? Brainstormen gik i gang, ideerne fløj ud til højre og venstre. Der skulle skabes en relation mellem VIH og eleverne, selvom størstedelen aldrig havde sat fødderne på skolens grund. Efter et stykke tid faldt valget på at lave en facebookside, hvor vi kunne kommunikere med eleverne og de kunne lære skolen, medarbejderne og hinanden at kende.
Med stor spænding blev facebooksiden oprettet og samtlige elever inviteret ind i gruppen. For hvert minut steg tilslutningen, og man skulle næsten tro, at vi havde oddset på hvor kort tid, vi kunne få alle med. Her startede rejsen med at lave online højskole, som ingen vidste hvad ville bringe med sig. De efterfølgende måneder, blev det vores arbejde i hverdagen, og for en stor del af højskoleeleverne, der sad hjemme bag skærmen, havde de noget at holde sig til. Det var i denne tid vi alle sammen fik skabt et fundament for det egentlige højskoleophold og det fællesskab, som skulle vise sig at opstå hurtigere end nogen havde forudset.
I starten var motivationen høj, og vi fik alle noget at se frem til, uanset hvordan hverdagen så ud derhjemme. Nogen gik stadig på arbejde og havde masser at se til, mens andre skulle tænke kreativt, for at få timerne til at gå. Med daglige opslag, som indeholdt alt fra dagens sang fra højskolesangbogen, dagens portræt af en lærer eller elev, til “work-out of the day”, blev alle inviteret ind i fælles portal, selvom vi stadig sad hver for sig bag skærmene. Ugentligt var der underholdning i form af talk-showet “Den brune sprække”, samtale-caféer, bingoaften, Escaperoom og mere til, hvor vi fik et indblik i, hvem vi ville komme til at tilbringe tiden med, når corona ville tillade det.
Tidligt i processen fik vi sat teammøder i stævne, hvor forskellige teams kunne møde os og hinanden, og derved have mulighed for at skabe relationer, inden vi kunne mødes fysisk på skolen. Det er dog også en kendsgerning, at det for nogle var udfordrende at starte venskaber på skærmen, men for de fleste gav det energi og lyst til at møde disse mennesker i virkeligheden. På trods af at vi i samfundet efterhånden har vænnet os til at se hinanden på skærmen over face-time, zoom og google-meet, så er det ikke altid lige let at være den, der fører ordet.
“Det var grænseoverskridende, man skulle ringe ind og sige noget foran 150. Jeg havde bingo i lang tid, og håbede på at nogle andre fik bingo, så de ringede ind.”
— Magnus Tvilling
Selvom der skete mange spændende ting, udfordringer og mødet med en masse nye mennesker, så blev det med tiden sværere at holde motivationen oppe. Både for os og højskoleeleverne. Facebook-siden var et super alternativ situationen taget i betragtning. Men højskole handler i høj grad om at være sammen, og den del manglede vi betydeligt.
I løbet af de to måneder blev der afholdt flere online-møder med Ole og Lars, hvor eleverne kunne stille spørgsmål og få svar på, hvordan situationen var ift. corona. På et tidspunkt opstod muligheden, hvor eleverne kunne framelde sig opholdet. Det resulterede i at ca. 10 personer sprang fra, men heldigvis stod der nye, unge mennesker klar til at spring til.
En dag i starten af marts, med en frisk forårsluft og lunende sol, havde vi teammøder med lærerne og efterfølgende gav Ole en opdatering, som det var muligt at følge med i. Det var her den tikkede ind, artiklen, som vi alle havde ventet på. Højskolerne kunne genåbne fra d. 15. marts, og det spredte den største energi og nu kunne vi gøre det, vi havde ventet på i to måneder: At skabe højskole, venskaber og oplevelser - SAMMEN på VIH.
D. 15 marts var en dag fuld af forventninger, nervøsitet, farvelkram til familie og albuehilsner til nye bekendtskaber. At træde ind over dørtærsklen denne dag var ligesom alle andre “første dage” på højskolen, men denne måske med lidt ekstra glans. For det første fysiske møde var alligevel ikke det første indtryk alle fik af hinanden. Det mindede nok i virkeligheden om en første date, hvor man har haft kontakt til den anden part over længere tid. Snakken gik i hvert fald fra start, og hurtigt føltes det som om, at vi var tre uger inde i opholdet, hvilket i høj grad skyldtes alle tiltagende fra både skolens og især elevernes side.
Sædvanligvis foregår det første møde med Ole og alle lærerne i Globen, som i løbet af de forgangne måneder havde fået en flot renovering indeni. Men det måtte højskoleeleverne vente lidt endnu med at opleve, for restriktionerne ville det anderledes. I stedet var vi samlet i Multihallen med mundbind og opdelt i familiegrupper, hvor hele højskole-herligheden blev skudt i gang, bogstavelig talt. Med Michelle i spidsen, stod vi i samlet flok og sigtede med fiktive og selvopfundne våben mod et ukendt mål. Ingen af os vidste, hvad de kommende måneder ville bringe, men én ting blev gjort klart: Alle var klar til at give den fuld gas og gøre forårsopholdet 2021 på VIH til noget mindeværdigt.
Med buerne spændte og klar til at ramme pletskud, fik de første uger fuld gas. Den første tid var fyldt med overvældende energi, hvor alle skulle lære hinanden og skolen at kende. For nogle var det en overkommelig opgave, for mange havde snakket sammen undervejs. Hurtigt blev teams og familiegrupper trygge med hinanden, da der var krav og restriktioner ift. samvær og hvornår man måtte smide mundbindet. Nogle vil måske mene for trygge, for familiegrupperne fyldte meget. Det kunne være svært at begå sig i denne situation, hvor nogen følte sig fastlåste med en bestemt gruppe mennesker. Det var ikke alle, der havde været med online fra start, og andre havde valgt at prioritere andre ting derhjemme de forgangne måneder.
Men alle var kommet for at få en unik tid på højskole, og fællesskabet blev hurtigt skabt og omfavnet. Om fredagen i den første ugen, blev den efterhånden traditionelle weekend-sang spillet, og i flok løb vi rundt på gangene. Festligheden endte i en stor, krammende kreds på Højskoletorvet, som blev fyldt med fællessang og nye venner i armene. Ikke en korrekt forestilling ift. retningslinjerne, men det føltes ligegyldigt, for højskoleånden var i højsædet, og den var kommet for at blive. Den 23. marts måtte eleverne endda smide mundbindet, og gangene blev fyldt med smil og glade ansigter, der kunne genkendes.
På trods af at dansegulv og alkohol ikke måtte være en del af opholdet den første tid, så blev de første uger alligevel fyldt med fest og farver. Fællesskabet kunne mærkes i det engagement, der blev lagt i de aktiviteter og arrangementer, som både lærerne præsenterede og eleverne tog initiativ til. MGP-aften, casino, spike-ball og masser af volley var nogle af de ting, der fyldte dagtimerne, når ikke skemaet bød på fodbold, multisport, adventurerace, fitnessinstruktør, TB, DGL og alle de andre fag.
Man må sige, at JA-hatten var taget på, og dagene havde ikke nok timer. Søvnen blev skudt til side, for der skulle fyldes på med oplevelser, samvær og skabes minder.
“Magisk, fællesskab, samhørighed, alle var med. Man kunne sætte sig overalt”.
— Sarah Bahat
I påskeugen blev der planlagt en kærlighedsuge, hvor amorinerne fik frit spil i workshops, en lang gåtur i Vejles smukke omgivelser, erotiske historiefortællinger og afsluttede med kærlighedsaften fuld af kærlig og sjov underholdning. Kærlighed kan føre mange fantastiske oplevelser med sig, men i denne omgang bragte den en uventet gæst med sig: corona. Det beviste, at selvom eleverne forsøgte at leve i en bobbel med afstand til både lærere og omverdenen, så er det svært at styre biologien.
Den ugentlige coronatest afslørede den barske sandhed, og højskolen lukkede for en stund. Enkelte internationale elever måtte isoleres på hver sit værelse på skolen. Vi havde et par elever, der var blevet vaccineret, og som måtte agere plejepersonale i den uges tid. Med ca. 60 elever og flere lærere smittet, blev enkelte onlineaktiviteter genoptaget, så ventetiden føltes kortere. Hjemsendelse var ikke særlig kærkommen, men den førte nogle positive ting med sig. Den skabte debat om, hvordan vi skulle lave højskole og om man kunne opdele elevflokken i “smittede” og “ikke-smittede”. Lige pludselig skulle der tages stilling til, hvem der måtte hvad, og mange fik udtrykt deres holdning.
“De stærkeste rødder har træer i blæst” står der skrevet i “Linedanser” i højskolesangbogen. På trods af corona og restriktionernes modgang, som især var med til at forme opholdet og debatten, så stod det fundamentale fællesskab stærkt, og magien forblev på VIH.
Det var ikke udelukkende en ulempe, at coronaen kom og rev os væk fra vores hjem for en stund. De første uger havde foregået i det højeste tempo, man kunne forestille sig, så en uges tid hjemme gav en, måske endda kærkommen, puster. Det viste sig også lynhurtigt, da vi vendte retur til skolen, at energidepoterne var blevet fyldt op, og buen var på ny fuldstændigt spændt.
I takt med at dagene blev længere, og solskinstimerne blev flere, spredte glæden sig på VIH, og alle elever så frem til at skulle prøve kræfter med nye fag og ikke mindst nye værelseskammerater. Nogle havde været skeptiske overfor ideen om at skulle have nye værelseskammerater og familiegrupper, da der lå en enorm tryghed i at kunne søge helle hos sine roomies og familiegruppemedlemmer. Nogle var nervøse, da værelsesrokaden skulle finde sted, men som altid blev man inviteret ind i et sæt åbne arme fra sin nye roomie.
Dette var et af kendetegnene på elevholdet i F21. Åbne arme og opbakning, uanset hvad. Det var tydeligt, at det gjorde et enormt indtryk på mange, at man godt kunne fejle, uden at blive gjort til grin eller set ned på. Alle stod klar til at gribe én, hvis man skulle falde. Heldigvis var det sjældent tilfældet, at faldet blev til virkelighed, og eleverne turde udfordre sig selv på helt nye måder, som de måske ikke havde forventet, og oftest forblev man flyvende. Flyvende på den der måde, som man kun kan flyve på, når man er på højskole.
De elevstyrede initiativer var mange, og de efterhånden traditionsrige fodboldhold, Team Zum Zum og Team Alele, fik også lov til at gå på græs i løbet af foråret. Fodboldholdene blev lynhurtigt et symbol på det stærke sammenhold, der herskede i elevflokken. Zum Zum satte rekord for flest medlemstrøjer, da samtlige drenge endte med at kunne kalde sig for ejer af en trøje prydet med de sort-gule striber. Alele blev samtidigt taget til nye højder, og de lyserøde dragter prydede også hverdagen og gangene.
At gå på højskole handler også om at udfordrer sig selv og udvikle sig, og det må man sige, der blev rig mulighed for. Der var stor tilslutning til “Sort Fjord”, som Frederik stod i spidsen for. Over flere døgn skulle de tilmeldte være ude i den barske natur, som bød på samarbejde, fysiske og ikke mindst psykiske udfordringer. Et hold arrangerede selv et triathlon, hvor hjælpsomhed, opbakning og jubelråb fik deltagerne til at gennemfører. Opbakningen var også stor til alle dem, der turde stille sig frem til morgensamlinger, hvor der kom mange fine og personlige historier.
Noget som vi alle, elever som lærere, havde glædet os til, var vores adventuretur til Østrig. Længe gik vi med et, måske naivt, håb om, at vi selvfølgelig nok skulle komme afsted, selvom corona stadig herskede. Sandheden ramte pludselig, og det stod klart, at vi ikke kunne komme afsted. Tiden skulle bruges på noget andet, og hovederne blev sat i blød i lærerflokken - hvad skulle vi dog finde på? Der skulle ske noget ekstraordinært. Noget, som eleverne kunne have forventet.
Det hele startede med en vandretur. Ekstraordinært? Måske ikke. Men vent nu lidt. Vandreturen gik mod Kongernes Jelling, hvor vi kom vidt omkring og fik en underholdende guidet rundvisning. Lidt historisk indsigt gavnede, og alle fik mulighed for at få målt deres allerhøjeste brøl. Efterfølgende kunne vi sætte os ind i busserne, hvor turen nu gik mod WOW park i Billund. Parken var lukket, og vi fik det hele for os selv. Krudtet kunne brændes af på de utallige forlystelser, inden vi fik aftensmad leveret og fællessangen fik lov at brede sig i det fri.
Tusmørket nærmede sig, og vi drog stille og roligt tilbage mod VIH. Mange var trætte og var ved at falde i søvn, da bussen bumlede afsted mod Vejle. Dagen havde allerede været mere end ordinær, men vi var faktisk slet ikke slut endnu. Da vi nærmede os skolen, blev det annonceret over bussens anlæg, at vi ikke måtte gå ind af hovedindgangen, men at vi skulle gå direkte ind i Multihallen. Her var der trukket et stort sort klæde for, der delte hallen i to. Baren var åben, og eleverne kunne få sig en kold læskedrik efter en lang dag i det fri. Men hvad gemte der sig inde bag det klæde?
Omsider blev det trukket fra, og bag klædet tronede en scene frem ved bagvæggen. Eleverne tog plads på stolene, og inden længe gik lyset ud, og ingen mindre end Malte Ebert trådte ind ad døren til Multihallen. Et jubelråb og store klapsalver gik igennem hallen, da han trådte op og gjorde sig klar til at spille det første nummer på scenen, der var indrettet som en dagligstue.
Alle de store hits blev spillet, og sløret blev endda løfter for et par nye numre, så højdepunkter var der nok af at komme efter. Men det absolutte højdepunkt på aftenen kom, da det største nummer af dem alle bragede ud af højtalerne: Dø for Vejle. Alle rejste sig, og armene blev lagt omkring hinanden, da vi, svajende fra side til side, sang så højt, vi kunne. “Sammen kan vi ikke fejle. Vi vil alle dø for Vejle”. Det var et magisk og uforglemmeligt øjeblik for alle til stede. Ekstraordinært!
“Vi vil alle dø for Vejle” var et særligt hit, som fyldte meget i forårsopholdet. Alle sang med, når omkvædet tonede ud af højtalerne, og sidemakkeren fik et lagt en arm om sig. En sang, som kom på til alle slags begivenheder: Hyggeaftener i Havestuen, Volleyturnering i hallen, til weekendarrangementer, varme sommerdage med pool-party, kongespil og udendørs frisørsalon. Alle tænkelige steder og situationer i løbet af tre måneder.
“Jeg føler de tre måneder varede meget længere tid, på den fede måde. Vi var her 24/7, og alle var indstillet på at være her. Vi var 100% på skolen, så corona har måske ikke gjort noget dårligt. Det vidner bare om hvor meget der kunne ske på så kort tid”.
— Malou Myhre
Et fantastisk, vildt, mindeværdigt og ikke mindst intenst ophold lakkede mod enden. De tre måneder virkede på en og samme tid både uendeligt lange, men også forduftende korte. Hele herligheden sluttede med en utrolig fin ceremoni i Globen med de sidste ord fra Ole, smukke musikalske indslag og sange, der havde lydt fra vores stemmer opholdet igennem. Globen omsluttede både glæde, minder, tårer, samhørighed og fællesskab. Store følelser, der kom til udtryk ved den efterfølgende afslutningsmiddag.
En afslutningsmiddag, som på mange måder opsummerede den bobbel, vi havde levet i. En utrolig smuk aften, der blev fyldt ud på elevernes initiativ og indslag. Mange havde noget på hjertet, og der var plads til at ordene kom i en lind strøm, og ramte pletskud lige i tårekanalerne. Nina og Dan’s elevtale tog os igennem den vilde rejse, vi sammen havde været på i forløbne måneder. En rejse vi hvor fællesskabet havde indvundet sin plads hos mange, og i fællesskabet havde mange oplevet en individuel udvikling, som var på sin plads at italesætte. “Tak er kun et fattigt ord” siger man, men taknemmeligheden var denne aften stor og gennemtrængende.
Så tak for alle de oplevelser F21 har været med til at give. En særlig tak til vores kære kollegaer, for at skabe rammerne for os. Tak, for tiden under nedlukningen, hvor I var forbi på skolen, om det så var for at arbejde eller træne, for at lege med jeres familier i hallen, invitere os ud af huset eller stikke hovedet ind i Svend Aages til 5 minutters snak i døren.
En hel særlig tak skal det lyde til samtlige elever på F21. Tak, for at holde energien oppe i de første måneder bag skærmen. Det var i særlig høj grad med til at motiverer os og holde vores drive i gang. Uden jer til at fylde rammerne, var vores tid som unglærere ikke blevet fyldt med alle de glædesfyldte minder. Tak, for at tage os ind og lade os være en del af jer.
Og ikke mindst en kæmpe tak til Ole og Lars, for at give os muligheden for at arbejde på et fantastisk sted, der ikke bare er en skole, men også et hjem. Tak, for jeres tillid og for at lade os stå på egne ben, men også altid have en hånd i ryggen. Et tillid og tryghed, der nok havde stor betydning for at skabe et umage unglærerpar, hvor romancen fik lov til at spire og blomstre.
]]>